2018 Weingut am Klotz, Isteiner Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut am Klotz, Isteiner Spätburgunder, Baden, TysklandVi sluttede smagningen med denne Isteiner Spätburgunder til maden … og det er Weingut am Klotz’ topvin og dermed et fint punktum for aftenen med tyske vine fra Vinvärket.

Druerne til vinen fra husets marker på de stejle og golde skråninger ved Isteiner Klotz og den gamle smukke befæstning og Sankt-Veits kapellet, der nærmest er bygget godt ind i klipperne. Jeg har fundet et foto af den gamle befæstning og det kan du se nedenunder … utrolig, at man bygger sådan et ufremkommeligt sted, men det har sikkert været uindtagelig for eventuelle fjender.

Kapellet er opkaldt efter helgenen Saint Vitus og menes at være  bygget i det 12. århundrede som et af de oprindelige to slotskapeller til Istein slottet, som blev bygget i det 11. århundrede.

Det lille kapel, der blev genopbygget efter slottet blev ødelagt i 1650, blev igen sprængt i stykker af de franske besættelsesstyrker i 1947, men er blevet genopbygget i 1980’erne.

På de stejle skråninger nedenfor kapellet er jorden basaltisk og fyldt med kalksten. Det er vel nogenlunde derfra, at druerne til denne vin kommer fra. Efter høst gennemgår vinen en gæring og maceration i åbne gæringskar over 12-15 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i barriques i et år.

Næsen er syrlig, animalsk og har klart lidt samme biokant, som den forrige Kalk und Löss Spätburgunder fra am Klotz … altså krudt, prut, og samme lette, fine, stringente syrlighed, som jeg også altid finder i vinene fra Enderle & Moll. Det bliver sådan lidt mælket, yoghurt, lidt jordbær, tranebær, rabarber, ribs, hæfteplaster, grønne grene, en spand maling, lakridsrod … funky, syrlig og tiltrækkende.

Smagen følger duftnoterne ret meget … funky, sitrende syrlig frugt, rabarber, ribs, tranebær, måske endda en lille bitterhed, en klart fint og præcist mineralsk karatehug i skridtet. Det er en let, syrlig og mineralsk vin med karakter og langt mere komplet end den vilde lillesøster. Der er flot syre, masser af lys velsmag, lang eftersmag samt en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7